Indførelse af lydoptagelser som standardprocedure kan være løsningen på fejl i politiets afhøringer, men både politi og forsvarsadvokater er splittede. Lydoptagelser kan ende med at skabe nye problematikker for efterforskningen.
Af Mille Lund Harbøll og Ida Forchhammer Thønnings
“Hvis jeg gerne vil lave en lydoptagelse, og ham jeg sidder med siger: ” Så gider jeg ikke sige noget”. Hvad gør jeg så, hvis jeg vil have ham til at snakke? Så er jeg nødt til at lægge den væk, og gøre det på den gammeldags måde.”
Det citat du lige har læst kunne lige så godt være kommet fra en journalist, men det ikke er tilfældet.
Tværtimod er manden bag citatet politikommissær i Karlslunde, og arbejder til daglig med grov og fremadrettet kriminalitet – ikke avisspalter. Han har mere end 40 års erfaring i politiet, og lidt ligesom en journalist er hans fornemmeste opgave at grave sig til bunds i sager, og få de rette folk i tale for at nå dertil.
På hans kontor er en hvid tavle overskrevet med forskellige kodenavne på igangværende politioperationer. Nogle af dem kunne lige så godt være stjålet ud af en James Bond-film.
Denne eftermiddag er vi taget ud for at stille politikommissær Anders Schardelmann spørgsmål om, hvordan man stiller spørgsmål.
Inden vi går i gang med interviewet, spørger vi politikommissæren, om det er i orden, at vi starter en lydoptagelse på vores mobiltelefon.
Det har vi også gjort med andre kilder, inden de gik i gang med at fortælle, hvilke fordele og ulemper de ser ved netop at lydoptage – blot i en anden sammenhæng, politiforhøret.
Ledende spørgsmål bekymrer forsvarsadvokater
I en artikel bragt i Politiken d. 8. maj, stiller en række forsvarsadvokater sig frem og fortæller om deres erfaringer med fejl begået ved politiets afhøringer, der i sidste ende kan få store konsekvenser for deres klienter.
Dermed er debatten om den rigtige løsning igen bragt på banen hos forsvarsadvokater og politifolk. At indføre systematiske lydoptagelser af politiafhør har længe været et bud og standardprocedure i Norge og Sverige, samt et lovkrav i England. Men holdningerne til det er delte.
En af grundene er, at lydoptagelser på den ene side ville gøre det nemmere at fange fejlene, men samtidig ville de sætte en kæp i hjulet hos politiets efterforskning.
En af de fejltyper som forsvarsadvokat og psykolog Karoline Normann er mest bekymret over, er dog brugen af ledende spørgsmål under politiets afhøringer.
Faren ved brug af netop disse spørgsmål er de store konsekvenser, det kan have for retssagens udfald. Karoline Normann forklarer, hvordan den yderste konsekvens kan være en forkert domfældelse i retten, hvis fejlene ikke opdages og rettes. I værste tilfælde kunne det være et justitsmord.
Karoline Normann fortæller, hvordan det bliver tydeligt, når en af hendes klienter ikke kan genkende det, der står i politiets afhøringsrapport.
“Det sker måske i 1-2 ud af 10 sager. Det kan nogle gange være små ting, andre gange er det kardinalpunkter.”
Også Kåre Pihlmann, forsvarsadvokat og formand for Landsforeningen af Forsvarsadvokater, kan genkende problematikken med ledende spørgsmål.
“Vi støder jævnligt på det, når vi sidder på stationerne til afhøringer med vores klienter: Måden, som spørgsmålet bliver stillet på, afspejler, at betjenten har en holdning til noget faktuelt, som vi ikke nødvendigvis er enige i.”
Det handler om kontekst og intention
Afstanden fra ledende spørgsmål i en afhøring til en forkert domfældelse i en retssag virker måske ved første øjekast meget lang. Men i virkeligheden har disse spørgsmål langt større magt i samtalen, end mange måske er bevidste om.
Ifølge professor ved Nordiske Studier og sprogvidenskab på Københavns Universitet Mie Femø handler det hele om konteksten og spørgsmålets placering i denne – i fagtermer kaldet den sekventielle placering.
“Man kan ikke bare generelt pille et spørgsmål ud og sige, at det er ledende, fordi det netop afhænger af den sekventielle placering. Altså, hvad kommer der inden, og hvad kommer efter?”
Ledende spørgsmål er altså ikke i sig selv problematiske, men kan blive det afhængig af den kontekst, de stilles i.
Ifølge Mie Femø kræver det en del at bryde ud af det begrænsede rum af svarmuligheder, som et ledende spørgsmål giver.
“Man skal gøre et stykke arbejde interaktionelt for at kunne slippe ud af den tvang, der ligger i de to valgmuligheder, man bliver tilbudt. Det er mere vanskeligt, og det kræver, at man skal være mere på dupperne.”
Explainer-videoen forklarer mere om, hvordan ledende spørgsmål kan påvirke, de svar, den adspurgte giver.
Forvrænget pålidelighed
Hvis de ledende spørgsmål får en plads i et afhøringslokale, bliver det for alvor problematisk.
Politiforsker og lektor ved Københavns Professionshøjskole Thomas Skou Roer forklarer, at spørgsmål af ledende karakter er et “no-go” under en afhøring.
Når politiet bruger ledende spørgsmål, bevidst eller ubevidst, så fortæller de den afhørte, hvor de gerne vil hen med afhøringen, og det kan farve den afhørtes pålidelighed, ifølge Thomas Skou Roer.
Han uddyber, at pålidelighed i denne sammenhæng handler om hukommelse – hvor godt husker den afhørte det, de mener, der skete.
“Hvis du stiller et ledende spørgsmål, så får du potentielt set ødelagt den afhørtes pålidelighed, fordi deres erindringer bliver forurenet af den måde, vi stiller spørgsmålet på.”
Thomas Skou Roer giver et konkret eksempel:
“’Så du den røde bil?’ Det er ret problematisk, at du nu planter en rød bil i mine erindringer. Det forvrænger min pålidelighed.”
I yderste konsekvens kan ledende spørgsmål altså være med til at kreere falske minder hos den afhørte, og det kan senere blive et problem i en retssag.
For at komme de ledende spørgsmål til livs, mener Thomas Skou Roer, at man i Danmark kunne tage ved lære af vores nabolande Sverige, Norge og England, hvor lydoptagelse af afhøringer er almindelig procedure.
Delte meninger i begge hjørner af afhøringslokalet
Både Thomas Skou Roer og Karoline Normann er positivt stemte overfor lydoptagelser ved politiets afhøringer, og mener, at det burde gøres til en standartprocedure.
På den måde ville de afhøringer som politiet laver, som udgangspunkt altid blive optaget, som det er tilfældet i Norge, Sverige og England.
Men både på tværs af forsvarsadvokater og politi, er der delte meninger om indførelse af lydoptagelser som en systematisk standardprocedure eller direkte lovkrav.
Kåre Pihlmann fortæller, at Landsforeningen af Forsvarsadvokater ikke har en officiel holdning til spørgsmålet, da der er delte meninger blandt deres medlemmer. Det er altså ikke alle, der ligesom Karoline Normann bifalder et yderligere brug af lydoptagelse under afhøring.
I Politiforbundet er man ligeledes ikke tilhængere af et decideret krav om lydoptagelse af alle afhøringer.
Formand for Politiforbundet Heino Kegel fortæller, at de i forbundet ikke er modstandere af yderligere brug af lydoptagelser under afhøringer. Men han uddyber også, at de er opmærksomme på en række ulemper, der er forbundet med et decideret krav om optagelse.
En væsentlig problematik handler om den afhørtes villighed til at gennemføre afhøringen. Heino Kegel fortæller:
“Jeg har hørt det før, og jeg har også selv en erfaring som polititjenestemand. Hvis det hele blev optaget, så er det en risiko, at der er nogle, der ikke vil lade sig afhøre eller ikke vil sige alt. Det er der ingen tvivl om.”
Et benspænd for efterforskningen
På politistationen i Karlslunde har Anders Schardelmann også sine overvejelser for og imod et krav om lydoptagelse, som han har samlet gennem sin erfaring i politiet.
I sit arbejdsliv har Anders Schardelmann generelt oplevet, at forsvarsadvokater eller mistænkte har frabedt, at afhøringen blev optaget. Fra hans synsvinkel har det været den største forhindring for at lydoptage systematisk under de mange afhøringer, han selv har gennemført.
Hans gæt er, at fravalget af lydoptagelse fra forsvarsadvokaternes side handler om at sikre, at deres klient står bedst muligt i en retssag. I retten vil det være markant sværere for den tiltalte at ændre forklaring, hvis der findes en lydoptagelse af afhøringen.
“Jeg har tit siddet i en afhøring, som nogle gange kan blive en lang snak. Så kører det, og lige pludselig får man sagt et navn, som man måske ikke ville have sagt. Så er det svært at trække tilbage, hvis det er båndet.”
Af netop denne årsag har politikommissæren også oplevet, at nogle af de mistænkte ikke ønsker at snakke med ham, hvis han hiver diktafonen frem. Og det kan blive et problem for efterforskningen, hvis politiet ikke kan gennemføre afhøringer af centrale personer i en sag.
Ved National enhed for Særlig Kriminalitet i Karlslunde har de to lokaler til afhøring. Billede: Mille Lund Harbøll
Her lægger Anders Schardelmann sig i tråd med Politiforbundets betænkeligheder om rammerne, hvis der skulle indføres lydoptagelse af afhøringer som standardprocedure.
“Hvad gør jeg, hvis jeg vil have ham til at snakke? Så er jeg nødt til at lægge den (diktafonen, red.) væk, og gøre det på den gammeldags måde.”
Derfor ønsker Anders Schardelmann, at det fortsat skal være en valgfri mulighed at lydoptage.
Han er dog grundlæggende positivt stemt overfor at bruge lydoptagelse af afhøringer.
“Hvis vi kan komme til det, så gør vi det,” fortæller han om praksissen på politistationen i Karlslunde.
Alligevel mener politikommissæren også, at man godt kunne skubbe mere på for at optage flere afhøringer. Men det er hans vurdering, at det ville kræve en større kulturændring i politiet.
I forbindelse med artiklens tilblivelse har vi kontaktet Rigspolitiet for at få deres synspunkt til kritikken forsvarsadvokaterne retter mod deres arbejde med afhøringer. Vi har også spurgt dem til deres holdning til indførelse af lydoptagelse ved politiets afhøringer, men de har ikke besvaret vores henvendelse.